Den etiopisk-ortodokse kirke

Den Hellige Trefoldigheds Katedral i Addis Ababa, hovedsæde for den etiopisk-ortodokse kirke.

Den etiopisk-ortodokse kirke (egenbetegnelse: den etiopisk-ortodokse tewahedokirke) er en af de orientalsk-ortodokse kirker, som følger den aleksandrinske ritus. Den anslås at have omkring 40 millioner medlemmer, hovedsagelig i Etiopien, hvor knap halvdelen af befolkningen er etiopisk-ortodoks. Kirken er dermed den største orientalsk-ortodokse kirke. Den var længe en del af den koptisk-ortodokse kirke men blev erklæret autokefal i 1959, og ledes nu af patriarken af Etiopien med sæde i Addis Abeba.

Den etiopisk-ortodokse kirke bruger traditionelt ge'ez som liturgisk sprog. Gudstjenesterne afholdes imidlertid i nutiden mest på amharisk.

Navnet tewahedo (som betyder "enhed") refererer til læren om at Jesus kun har én natur (monofysitisme). Denne lære blev afvist på koncilet i Chalkedon i 451, hvilket skabte splittelsen mellem de orientalsk-ortodokse og de kalkedonske kirker (nu: katolske, ortodokse og protestantiske kirker), som accepterede læren om Kristi to naturer.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search